| S for Sport... eller ? |
Side 3  Richard Pade |
 Om skylden lå i Honda’s marketingafdeling eller modellen bare var for tæt på sine C- og F-søstre, er uvist. Men faktum er, at den første udgave af VF750S blev sablet ned for køregenskaberne lige så meget, som den blev rost for motorens overbevisende trækkraft og superkultiverede motorgang. Af natur en klassisk nøgen turcykel kunne S’en ikke leve op til sit europæiske navn VF750 Sport, som den fik, uanset at V4-sportmodellen VF750F fulgte efter allerede i december ’82. Selv om Honda reagerede hurtigt og gav ’83-udgaven af VF750S en stivere forgaffel med tykkere ben og ændret geometri, styrede den stadig trægt og var mest velegnet til langture, som Gunnar S. konstaterede i ovennævnte test.
Således ramponeret blev VF750S fravalgt på store markeder som UK efter ’82 og Tyskland efter nogle få hundrede i ’83 og modellen blev slet ikke produceret til EU i ’84. Derved kom de små forbedringer, som Honda udførte i ’84 og ’85 på de nordamerikanske udgaver, ikke VFS’ens ry til nogen større gavn. Min egen erfaring er, at nutidige dæk og bedre forfjedre giver udmærkede køreegenskaber. I det mindste på den sidste europæiske udgave, den fransk-italienske ’85’er, af hvilken Honda-importøren solgte et restparti herhjemme i ’86. På den og de amerikanske 700cc-udgaver ændrede Honda også det oprindelige elektroniske instrumentpanel til C-modellens med rundt analogt speedometer og omdrejningstæller. Instrumentpanelets mange funktioner forvirrede nogle brugere og fik derfor øgenavnet ”Tokyo by night” på grund af de mange blinkende lamper.
 Et år senere og lidt i skyggen af VF1100C måtte V65 Sabre forsøge at tilkæmpe sig en plads som Honda’s muscle bike. Ligesom den en let forstørret version af 750cc-udgaven, men fordi C-modellen allerede var etableret som en slags muscle bike, var de to 1.100cc-modeller egentlig mere ens. Honda tilbød et sæt halv- og helkåber og sidetasker i samme snit som på den sene CBX1000, og siddepositionen var tilpas foroverlænet til langture. Tanken var imidlertid for lille til at gøre VF1100S til en rigtig langturs-mc i europæisk forstand, men dens amerikanske fans, Sabbots, har i stor udstrækning brugt den til Saddle Sore-kørsel. Dvs. 1.000 miles kørt på 24 timer, hvor korte, hyppige tankstop egentlig var kærkomne. Andre udruster den som nævnt ved VF1100C til kørsel på de små snoede veje, hvilket V65 Sabre med sin større styrevillighed og frihøjde klarer endnu bedre. Selv om V65 Sabre aldrig blev en storsælger, har den i dag en trofast fanskare som en af de første muscle bikes og ses da også alt hyppigere herhjemme.
|
Om skylden lå i Honda’s marketingafdeling eller modellen bare var for tæt på sine C- og F-søstre, er uvist. Men faktum er, at den første udgave af VF750S blev sablet ned for køregenskaberne lige så meget, som den blev rost for motorens overbevisende trækkraft og superkultiverede motorgang. Af natur en klassisk nøgen turcykel kunne S’en ikke leve op til sit europæiske navn VF750 Sport, som den fik, uanset at V4-sportmodellen VF750F fulgte efter allerede i december ’82. Selv om Honda reagerede hurtigt og gav ’83-udgaven af VF750S en stivere forgaffel med tykkere ben og ændret geometri, styrede den stadig trægt og var mest velegnet til langture, som Gunnar S. konstaterede i ovennævnte test.
Et år senere og lidt i skyggen af VF1100C måtte V65 Sabre forsøge at tilkæmpe sig en plads som Honda’s muscle bike. Ligesom den en let forstørret version af 750cc-udgaven, men fordi C-modellen allerede var etableret som en slags muscle bike, var de to 1.100cc-modeller egentlig mere ens. Honda tilbød et sæt halv- og helkåber og sidetasker i samme snit som på den sene CBX1000, og siddepositionen var tilpas foroverlænet til langture. Tanken var imidlertid for lille til at gøre VF1100S til en rigtig langturs-mc i europæisk forstand, men dens amerikanske fans, Sabbots, har i stor udstrækning brugt den til Saddle Sore-kørsel. Dvs. 1.000 miles kørt på 24 timer, hvor korte, hyppige tankstop egentlig var kærkomne. Andre udruster den som nævnt ved VF1100C til kørsel på de små snoede veje, hvilket V65 Sabre med sin større styrevillighed og frihøjde klarer endnu bedre. Selv om V65 Sabre aldrig blev en storsælger, har den i dag en trofast fanskare som en af de første muscle bikes og ses da også alt hyppigere herhjemme.