 Den helt nye V4-motor baserede sig på bl.a. de RS750R-racere, som Honda havde opnået nærmest dominans med i superbike- og langdistanceløb i 1985 verden over. Motoren fik gearhjulstrukne knastaksler, krumtap med 180-graders forsatte søler og linieborede knastaksellejer, som Honda havde indført på den allersidste udgave af den oprindelige motor, VF700C ’86, samt i dens efterfølger (Super)Magnaen. Sidstnævntes yderligere modificerede motor blev den sidste af den oprindelige konstruktion og nåede en pålidelighed, der stort set kan måle sig med den erkendt bundsolide VFR750F-motor fra ’86 og de senere versioner af VFR og RVF-supersportmaskinerne. (VF1000F/FII/R-motorerne havde allerede fået linieborede knastaksellejer fra starten af ’85-produktionsåret. Det samme galdt VF500F/FII-motorerne i EU, mens USA-modellerne måtte vente til ’86; forfatters bemærkning). Så selv om det i starten så ud til, at V4-motoren skulle skubbe rækkefireren til side i den øvre ende af Honda’s modelprogram, holdt det ikke i længden. VF-S’rne blev hen ad vejen erstattet af modeller med rækkemotorer som CB750-1300 og CBF i den bløde ende samt Hornet i den rappe. Tilsvarende erstattede X4 og X11 i en årrække VF1100C og -S som Honda’ muscle bikes, mens de øvrige Magnaer blev erstattet af VLX- og VT-modeller med 400-1.100cc V2-motor. Dens lyd og bundtræk er åbenbart ikke er til at komme uden om i det segment, selv om den kædetrukne, mere cruiser-agtige VF750C med smukseret VFR-motor holdt stand fra ’93til ind i det nye årtusind. De eneste nøgne modeller i den nye generation blev de tidlige japanske hjemmemarkedsmodeller VFR400Z, en kåbeløs streetfighter, politimodellen VFR400P og VFR400/750K til skolekørsel.Eftermælet Til gengæld ramte VFR så direkte i plet - den skabte sit eget segment blandt de mellemtunge sportsturcykler og er endnu uden sidestykke, når det gælder anmelderros og begejstrede brugere. Ligesom en oprindeligt halv VF500-motor har overlevet i den kække lille VTF/ VTR250 nøgne V2-sportscykel, der endnu er på programmet i Fjernøsten (2007). Også VFR-R og RVF400-750 vandt stor respekt i deres sportssegment på gade som på bane. Så hvis vi lige glemmer ST1100/1300 med en helt anden grundkonstruktion, så var det sikkert på NR500s banehalvdel, at Honda skulle have koncentreret V4-indsatsen i ’82. Men i det mindste fik vi et væld af spændende modeller, der gennem årene har begejstret mange brugere. Og det voksende V4-modeludbud hos brugtimportørerne gennem de seneste år viser, at interessen for de klassiske V4-modeller er stigende. Hvem ved, måske kunne TN finde på at genoptage sine udmærkede test af brugte mc og teste nogle af de Honda V4-modeller, vi aldrig fik som nye her hjemme? Ekstra billeder :
|
Richard Pade