Her vil jeg blot nævne, at de generelt ramte de mest sportslige af de allerførste modeller i størst omfang og i mindst omfang de mindre sportslige. Det peger på, at opvarmning og køremåde spillede ind, men alligevel ramte problemet i flæng. Måske skyldtes det de vide tolerancer på spillerummet i knastaksellejerne, der var fræset ud i topstykke hhv. lejeoverfald separat, hvilket krævede stor omhyggelighed ved indstilling af ventilerne. Honda forbedrede de berørte komponenter, udskiftede dem i en lind strøm og udsendte snesevis af service bulletiner, indtil de efter et par år fik problemerne under kontrol. At genopbygge tilliden til V4-motoren krævede imidlertid mere end det. V5- og V6-modeller, eller en ny V4? Allerede i ’80 luftede Bike UK i en stort opsat artikel rygtet om en kommende CVX med 700cc V5-motor, der tilmed skulle lægge cylinderblokke til en tocylindret 300cc og trecylindret 450cc. Turbo skulle den have blandt mange raffinementer, men alt i alt virkede beskrivelsen virkelighedsfjern. Mere troværdig var Motorrads artikel i nr. 16/83 om en kommende sensationel CVX1000S med V6-motor og ABS, som dengang var nyt på en mc. Efter Motorrads vidende kørte CVX allerede i test i Japan, men vi fik den aldrig at se. Måske havde var tiden ikke til noget så spektakulært efter de nævnte problemer med især de allerførste motorer. På det tidspunkt diskuterede Honda og importørerne i de store lande indgående V4-modellernes fremtid, og iflg. bogen ”Honda V-force” var det med beskeden opbakning, at Honda iværksatte udviklingen af en ny generation af sportsmaskiner i form af VFR750F og VFR400R til introduktion ’86. Man fristes til at sige heldigvis, for VFR skulle blive en af Honda’s største succes’er gennem tiden.
|