| F som i f...... kvik ! |
Side 4  Richard Pade |
 Allerede i december ’82 fulgte de første af de rendyrkede sportsmodeller, VF750F og VF400F. Til 750-versionen peppede Honda C- og S-motoren til 90 hk og tippede cylinderblokkene lidt bagover for at forkorte akselafstanden og flytte tyngdepunktet frem. Stellet blev bygget i firkantede rør i stedet for de runde på søstermodellerne, og siddepositionen blev optimeret til sportslig kørsel – bagsædepladsen var mest til pynt. Kædetræk erstattede vinkeldrev og kardan, og sammen med sportslig styregeometri bidrog andre hjulstørrelser og især det lille 16” forhjul til bemærkelsesværdigt gode styreegenskaber. Fra dag 1 satte VF750F standarden i klassen og blev utrolig populær også til sportsmaskineløb og bevarede førertrøjen et par år, indtil konkurrenterne slog igen med de første af en ny klasse af racerprægede sportscykler med fuldkåbe midt i ’80erne.
 VF400F blev skåret over samme læst, bare fysisk mindre da den primært var tiltænkt det japanske hjemmemarked, men den fandt også til Europa og Danmark. I kraft af en omdrejningsvillig motor med 55 hk var den kvik af sin beskedne størrelse, en rigtig storbyracer smal som den var. På en senere hjemmemarkedsversion, VF400F Integra, blev styrkåben erstattet med en fuldkåbe à la den lidt større VF500FII, som eksportmarkederne fik. Forbremsen på VF400F var Honda’s indkapslede finurlige skivebremse, mens Integra havde dobbelte traditionelle skivebremser ligesom alle de andre V4-modeller. En sjov begynder-mc i sportsklassen blev den for mange motorcyklister.
Inden den nævnte VF500FII med fuldkåbe fik eksportmarkederne VF500F med halvkåbe. Bygget lige så tilpas mindre og lettere end 750-versionen, at den ikke føltes lille, men bare endnu lettere at tumle på de snoede veje. Sammen med motorens 68-70 hk fik VF500F og FII ry for at være de aller sjoveste af F-modellerne at styre.
|
Allerede i december ’82 fulgte de første af de rendyrkede sportsmodeller, VF750F og VF400F. Til 750-versionen peppede Honda C- og S-motoren til 90 hk og tippede cylinderblokkene lidt bagover for at forkorte akselafstanden og flytte tyngdepunktet frem. Stellet blev bygget i firkantede rør i stedet for de runde på søstermodellerne, og siddepositionen blev optimeret til sportslig kørsel – bagsædepladsen var mest til pynt. Kædetræk erstattede vinkeldrev og kardan, og sammen med sportslig styregeometri bidrog andre hjulstørrelser og især det lille 16” forhjul til bemærkelsesværdigt gode styreegenskaber. Fra dag 1 satte VF750F standarden i klassen og blev utrolig populær også til sportsmaskineløb og bevarede førertrøjen et par år, indtil konkurrenterne slog igen med de første af en ny klasse af racerprægede sportscykler med fuldkåbe midt i ’80erne.
VF400F blev skåret over samme læst, bare fysisk mindre da den primært var tiltænkt det japanske hjemmemarked, men den fandt også til Europa og Danmark. I kraft af en omdrejningsvillig motor med 55 hk var den kvik af sin beskedne størrelse, en rigtig storbyracer smal som den var. På en senere hjemmemarkedsversion, VF400F Integra, blev styrkåben erstattet med en fuldkåbe à la den lidt større VF500FII, som eksportmarkederne fik. Forbremsen på VF400F var Honda’s indkapslede finurlige skivebremse, mens Integra havde dobbelte traditionelle skivebremser ligesom alle de andre V4-modeller. En sjov begynder-mc i sportsklassen blev den for mange motorcyklister.